I forbindelse med etableringen af en ny genbrugsplads ved Kås/Jetsmark foretager museet i disse uger en udgravning af et større bopladsområde fra ældre jernalder. Museet har afrømmet et større areal og under mulden ses sorte pletter i den omgivende gule undergrund. Disse pletter afslører, hvor stolper fra fortidens huse har været nedgravet. Med baggrund i disse uanseelige stolpehuller kan arkæologerne henføre anlæggene  til egentlig konstruktioner. Mindst fem langhuse er ind til videre blevet frilagt ved undersøgelserne. Jernalderens langhuse var typisk opdelt i et beboelsesafsnit og et staldafsnit i hver sin ende af huset, og sammenlignet med en moderne gård må indbyggerne have haft trange kår. Enkelte af langhusene fra Sigsgård afviger dog i størrelse fra den typiske jernaldergård. Et af de undersøgte langhuse har således været mere end 24 meter langt, hvor jernalderens langhuse typisk var 16-20 meter lange. Ved et andet langhus ses en mindre udbygning sydvest for langhuset og de to huse danner således en gårdsenhed. Det er tænkeligt at det store langhus skal tilskrives en velhavende gårdmand, og samtidens grave indikerer at samfundet undergik en forandring mod en større social og økonomisk ulighed – et spirende aristokrati, hvor højtstående individer blev gravlagt sammen med importerede romerske luksusvarer. 
 

I den østlige del af udgravningsfeltet fremkom 15-16 rektangulære anlæg, der alle havde form som grave, og arkæologernes forventning og glæde var derfor stor. Håbet om unikke gravgaver af guld og sølv led dog hurtigt et knæk, da de foreløbige undersøgelser kun viste spor af gravlagte kvæg. ”Gravene” indeholder sandsynligvis resterne af hele dyr og der er med andre ord ikke tale om deponering af tilfældigt slagteaffald. Ved hjælp fra lokale folk med styr på egnshistorien kan det sandsynliggøres at de gravlagte dyr stammer fra en nærliggende gårdsbrand i 1768, hvor 15 okser og bæster omkom i branden. Det er sjældent at arkæologien kan knyttes til specifikke historiske hændelser, men udgravningen nær Sigsgård har kastet nyt lys over en tragedie der skete for 244 år siden.
I de kommende uger vil bopladsen blive undersøgt nærmere og forhåbentlig kan husene dateres mere præcist ved fund af keramik eller andre oldsager. Foreløbig må husene dateres til den anden halvdel af ældre jernalder (100 f.Kr. til 200 e.Kr.). Flere af stolpehullerne indeholder store mængder trækul og det er muligt, at vi i de kommende uger skal forsøge at belyse en langt ældre gårdsbrand – en brand, hvor jernalderens træbyggede langhuse blev flammernes bytte, som tilfældet blev adskillige generationer efter.