Maskinafrømning af muldlag over et bopladsområde med hegnsgrøfter, gruber og stolpehuller efter langhuse.

Lille skålfibel fra omkring 700 e.Kr.

Bebyggelse fra bondestenalder til jernalder.

Undersøgelserne på den mere end 90 ha store grund til det nye storsygehus har nu efterhånden stået på i mere end halvandet år, og detailundersøgelserne af fundområderne lokaliseret på grundens sydlige halvdel nærmer sig sin afslutning. Når man ser bort fra en enkelt jordfæstegrav fra jernalderen, som tidligere er omtalt her på hjemmesiden, har udgravningerne udelukkende omfattet bopladsspor. Der er tale om spor efter en serie spredtliggende bebyggelser, som dateringsmæssigt repræsenterer en stor del af oldtiden. Resultaterne af de udgravede bopladser tegner efterhånden grundridsene af en kontinuerlig bebyggelsesudvikling fra omkring midten af bondestenalderen (3500 f.kr.) og frem til yngre jernalder (400-800 e.Kr.).

I de lavest liggende områder ned mod Romdrup Ådal, hvor der i stenalderen fandtes en fjord, findes sporene efter bondestenalderens gårde. De har tydeligvis ligget enkeltvis og meget spredt. Gårdene fra bronzealderen findes på små lokale forhøjninger lidt højere i terrænet og optræder også spredt i terrænet, men især i yngre bronzealder (fra omkring 1000 f.kr.) i noget større antal end tidligere. Det er dog ikke muligt præcist at påvise hvor mange enkelte huse, der har fungeret nøjagtigt samtidig. Mod slutningen af bronzealderen og i den første del af jernalderen (ca. 800-400 f.Kr.) har gårdene fortsat ligget ganske spredt, men er flyttet op nær bakketoppen. I den senere del af jernalderen rykker gårdene helt sammen, og en forløber for landsbyen Sønder Tranders opstår på bakkens top lige øst for kirken.
Hovedparten af de udgravede bopladser rummer spor efter gårde, som udgøres af et 10-20 meter langt langhus. Langhuset, som typisk har været opdelt i en beboelsesdel og en staldsektion placeret i hver sin ende af bygningen, optræder i to grundformer hhv. det to- og treskibede langhus. I det toskibede langhus, som fungerede i bondestenalderen og i den første del af bronzealderen, udgjordes den tagbærende konstruktion af én række kraftige tagbærende stolper i bygningens centerlinje. Anderledes forholder det sig i det treskibede hus, hvor tagkonstruktion blev båret af to rækker kraftige stolper. Denne hustype var enerådende i de yngre dele af bronzealderen, jernalderen og vikingetid.
Selve genstandsmaterialet fra bopladserne er typisk sparsomt. Alt organisk materiale er rådnet bort, og fundene fra bopladsanlæggene består derfor udelukkende af keramik og sten. Tilmed er genstandsmaterialet ofte meget fragmentarisk. Man har ikke smidt tingene ud før de var helt slidt op eller gået i stykker. I enkelte heldige tilfælde findes dog hele eller næsten hele lerkar, som blot er blevet efterladt, og under særligt heldige omstændigheder findes af og til små fine genstande, som er blevet tabt og ikke genfundet i oldtiden. Til den sidste kategori hører en meget fin dyreformet skålfibel (se foto). Den har engang hen imod slutningen af jernalderen prydet en fornem kjole, men er blevet tabt på markerne lige uden for den daværende landsby. Den blev først fundet igen i 2012 af en af de dygtige detektorfolk, som har bistået museet under udgravningerne på sygehusgrunden.