Arkæologisk undersøgelse i Vesterbro 68

Den arkæologiske undersøgelse i Vesterbro 68 i Aalborgs bymidte nærmer sig sin afslutning. Resultaterne har på flere måder været overraskende med ny viden, der åbner nye perspektiver for forståelsen af bydelens historie. For det første vidste det sig, at en del af byens middelalderlige befæstning og afgrænsning tilsyneladende har løbet tværs over grunden i 1300-tallet. Kun en lille del af selve voldgraven anedes i den sydlige del af grunden, mens vældige lerlag må have forstærket voldgravens nordlige side som en udvendig dæmning eller lav vold.

Udgravning af en slippe/gyde og rester fra en smedje fra omkring 1600. De store kampesten har indgået i essen, mens det sorte lag ved siden af er rester af smedens trækulslager.

 

Den nyfundne befæstningslinje ligger en del vestligere end det allerede kendte voldgravsforløb ved Vesterå og Gravensgade. Fra de skriftlige kilder har det altid været kendt, at der skulle findes en ydre, vestlig voldgrav til det kendte forløb. Denne ydre grav har snarest været opfattet som blot en ekstra grav til forløbet ved Gravensgade. Med den nyfundne og noget vestligere placering tyder det snarere på, at denne ydre befæstningslinje har befæstet sig egen lille vestlige bydel. Den forsvundne Skt. Peders kirke kan således meget vel have ligget indenfor dette befæstede område i middelalderen. Hidtil har kirken været opfattet som liggende uden for byens befæstning eller i bedste fald med et lidt uklart forhold til denne.

Senest ved midten af 1400-tallet er befæstningen opgivet og blevet overlejret af et ensartet kulturlag, der må opfattes som et dyrket vækstlag. I laget groede træer og der lavedes vidjeflettede hegn. Tidspunktet falder sammen med byens, skriftligt kendte jorddonationer til Helligåndsklostret og formodentlig er det denne institutions kålgårde eller lignende, der er tale om. Igen giver udgravningen altså den konkrete placering af nogle upræcise topografiske oplysninger i de skriftlige kilder. Fletværkshegnene falder sammen med de nuværende matrikelgrænser, og det kan således siges, at grundens historie som et afgrænset jordstykke kan føres tilbage til midten af 1400-tallet som et resultat Helligåndsklostrets ejerskab og benyttelse af området. 
Dateringen til 1400-tallet må også gælde vejforløbet langs grundens sydside. Der er tale om den østlige del af den tidligere Store Vestergade, der endte ved Gravensgade omtrent ud for NV-hjørnet af Helligåndsklostret. Med klosterets kendte ejerforhold i området må også gadeforløbet skyldes institutionen. Igen kan der skeles til de få skriftlige kilder, der bl.a. oplyser, at klosteret i 1457 får kongelig tilladelse til at lave en gang over graven, hvilket må sige over Vesterå ved Gravensgade. Med den nye datering af Store Vestergade, må det være oplagt, at overgangen til klostret skal placeres for enden af denne gade og i det hele taget må forbindes med dette vejforløb.

Lille greb af ben til kniv eller lignende med indridsede initialer, bomærke og årstal 1553. Er det byskriver Peder Klausen, der netop nævnes i skriftlige kilder dette år?

Efter de havelignende forhold følger en periode, hvor aktiviteterne helt skifter karakter. Der tilføres nu store mængder affald med en sådan fart, at den nedre ende af et af klostrets træer bliver helt begravet. Fundene fra affaldslagene viser, at disse må være dannet i 1500-tallet og i overvejende grad i århundredets anden halvdel. Fristende er det, at tolke det markante skift i aktiviteterne som et resultat af Helligåndsklostrets nedlæggelse i 1530’erne og Grevefejden i 1534. Ved sidstnævnte hændelse nævnes specifikt, at klostrets huse, gårde, stalde og kålgårde uden for Vesterport var afbrændt af Skipper Klement. Affaldet viser, at der nu både garves skind og slagtes dyr på eller ved grunden. Også store mængder fiskeben vidner enten om fiskeri eller i det mindste om et stort forbrug af denne fødevare. Et fragment af en bødenål til garnfremstilling viser, at fiskeren i hvert fald ikke har været langt borte. Affaldsdyngerne fra 1500-tallet har i det hele taget givet et rigt fundmateriale. Det drejer sig bl.a. om lædersko, fine bordknive og om skår fra et fornemt, importeret drikkeglas med blå dyrehoveder. Et lille greb af ben fra en kniv eller lignende er dekoreret med initialer, bomærke og årstallet 1553. En grønglaseret næse har tilhørt kurfyrste Johann Friederich af Sachsen. I dette tilfælde ses den på et fragment af en grønglaseret medaljonkakkel fra en kakkelovn.

Dobbeltsidet medaljon, formentlig af bly/tin. Diam. 25 mm. Begge siders billedfelter med henholdsvis Guds Lam og Vera Icon omgives af dele af bønnen: Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, miserere nobis…

 

Fragment af monstrans eller relikviegemme formentlig fra 1400-tallet. Indsat ses en monstrans fra Det kgl. Kunstkammer (gengivet efter: Niels-Knud Liebgott: Hellige Mænd og Kvinder, 1981)

For nogle af fundene kan det formodes, at de stammer fra det nedlagte Helligåndskloster. For andre må det nærmest regnes for sikkert. Det drejer sig bl.a. om bogspænder af bronze og en lille medaljon, der evt. skal forbindes med klostrets pavelige rettigheder til afladsgivning. Også en særpræget, lille bronzegenstand, der er udformet som et stykke gotisk kirkearkitektur, må stamme fra klostret eller nærmere fra dets kirke. Genstanden har formentlig indgået i en såkaldt monstrans, der var en fornem beholder til fremvisning af det indviede nadverbrød. Beholderen kan i stedet have indeholdt hellige relikvier og altså fungeret som et relikviegemme. Hvordan klosterkirkens hellige kar er endt ude på møddingen må forklares med temmelig usædvanlige begivenheder. Mon ikke det er et resultat af Rantzaus erobring af byen i 1534 og landsknægtenes efterfølgende plyndring af klosteret?

I anden halvdel af 1500-tallet eller tiden omkring 1600 opføres de første huse på grunden. Det drejer sig i første omgang om en smedje, der optager den østlige del. Mens smedeprodukter og affald er truffet ved adskillige udgravninger i byen, er det første gang, at der gives et rimeligt indtryk af hvorledes smeden har indrettet sig. Det drejer sig i korte træk om en simpel, lerklinet bindingsværksbygning med fodtømmer anbragt direkte på jorden. Essen har været anbragt ud mod den ene ydervæg og i øvrigt været en firkantet opbygning af store kampesten. Ambolten må have stået skråt ud for det ene hjørne. Ved siden af essen lå endnu rester af smedens trækulslager.

Små dyrehoveder og fragment af fod af blåt glas. Har siddet på et fornemt tysk ´stangenglas’ fra første halvdel af 1500-tallet.

Efter smedjen og endnu i 1600-tallet opføres to ret ens bindingsværkshuse, der begge har ligget med gavlen til gaden og desuden været adskilt af en smal stenbelagt slippe eller gyde. I begge huse udgøres den forreste del af et rum, der flankeres af en gang. Gangen har fra gaden og gavlen givet adgang til husets centrale del med køkkenregion. Skår af diverse kakler vidner om kakkelovne og om husenes brug til beboelse. Vinduerne har haft blyindfattede ruder og tagene formentlig været hængt med vingetegl. Skår af dekorerede Werra-fade med årstal fra 1600-tallets første årtier har været en fryd for både øjet og for dateringen af husene. Ved opførelsen af det østlige hus genbrugtes der så at sige meget af grundplanen fra smedjen, og i det hele taget må det undre hvorledes beboelseshuset blot er bygget ovenpå uden nogen særlig rydning af smedjetomten. Eksempelvis havde to af essens kampesten fået lov at blive liggende for at blive genbrugt som syldsten i beboelseshuset. De arkæologiske fund tillader ikke at sige præcist hvor gamle 1600-tallets bindingsværkshuse når at blive. Formentlig er det dem, der i 1800-tallet bliver udskiftet med grundens nyligt nedrevne hus.

Det nyfundne voldgravsstykke fra 1300-tallet indtegnet på matrikelkort fra 1872. Nord er opad. Med rødt er angivet et forslag til det videre forløb. Forløbet mod øst kan påvises i skriftlige kilder, boreprøver og en arkæologisk undersøgelse, mens forløbet mod vest fortsat er gætteri. Fristende er det dog at lade voldgraven få forbindelse med Hasseris Å’s krumme forløb, der afslutter åens forløb til byen fra vest (venstre).

En del af den formodede voldgrav fra begyndelsen af 1300-tallet set i lodret snit.