Nordjyllands Historiske Museum

 
Nordjyllands Historiske Museum arbejder med forskning, indsamling, dokumentation, bevaring og formidling af lokal- og kulturhistorie i Aalborg, Mariagerfjord, Rebild og Jammerbugt Kommuner.
På 14 udstillingssteder præsenterer vi dig for "Nærværende Historie"
 

Nordjyllands Historiske Museum • Algade 48 • 9000 Aalborg • Tlf. +45 9931 7400

Halshugning ved Mellemholm?

I den forløbne uge har arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum undersøgt dele af en jernaldergravplads fra ca. 400 e.Kr ved Mellemholm, der ligger nordøst for Nibe. Fra området er der de senere år indkommet et betragteligt antal detektorfund bl.a. bestående af dragtsmykker - såkaldte fibler fra den periode, som arkæologerne kalder romersk jernalder pga. de indflydelser fra Romerriget, som Danmark var udsat for. Efterfølgende har Nordjyllands Historiske Museum suppleret med små arkæologiske forundersøgelser på stedet, og det er blevet klart, at der ligger et antal grave, der lidt efter lidt er under ødelæggelse ved pløjning.

Heldigvis er både lodsejer og den landmand, der forpagter jorden historisk interesserede og velvilligt indstillede overfor museet. Museet har således søgt midler til at få undersøgt de endnu eksisterende grave inden området igen skal pløjes og tilsås. Senest er fem jordfæstegrave blevet udgravet. I fire af gravene var skelettet af den afdøde bevaret. Velbevarede skeletter i oldtidsgrave hører til sjældenhederne, men pga. de kalkholdige jordbundsforhold ved Mellemholm, er flere af skeletterne næsten intakte. Med sig i graven har man fået sit personlige udstyr såsom dragtsmykker, benkamme, knive, forskellige håndredskaber af jern og lerkar. Genstande, der kan datere de enkelte gravlæggelser ret præcist.

Én af gravene viste sig af mere usædvanlig og makaber karakter. En mandsgrav, der indeholdt et righoldigt udstyr af forskellige jernredskaber syntes umiddelbart at være forstyrret ved jordarbejde. Kraniet ”manglede” og antoges at være pløjet bort. Det blev imidlertid fundet separat nedgravet i en lille grube 30 cm under niveau i forhold til de øvrige skeletdele. Måske aner man konturerne af en sælsom hændelse. Er personen blevet likvideret ved halshugning og efterfølgende begravet af sine egne slægtninge? Og er hovedet gravlagt på et senere tidspunkt end resten af liget? Hvilken status den hovedløse person har haft afsløres muligvis, når de ejendele, der så omhyggeligt er medgivet ham, bliver studeret nærmere. Ligeledes vil analyser af knogler og tænder kunne fortælle os noget om mandens alder og levevis.

njm

Mand uden hoved. Det formentlig afhuggede hoved lå 30 cm længere nede i gravfylden.

njm

Der etableres søgegrøfter på Mellemholm nær Nørholm.

njm

En anden jordfæstegrav er under udgravning.

 

Nordjyllands Historiske Museum, Algade 48, 9000 Aalborg

 

 

Tlf. 99 31 74 00 - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

CVR 23035855 - EAN 5798003745701

 

Copyright (C) 2010 MS.