Nordjyllands Historiske Museum

 
Nordjyllands Historiske Museum arbejder med forskning, indsamling, dokumentation, bevaring og formidling af lokal- og kulturhistorie i Aalborg, Mariagerfjord, Rebild og Jammerbugt Kommuner.
På 14 udstillingssteder præsenterer vi dig for "Nærværende Historie"
 

Nordjyllands Historiske Museum • Algade 48 • 9000 Aalborg • Tlf. +45 9931 7400

Mellem Fjerritslev og Kollerup plantage udgraver Nordjyllands Historiske Museum indtil midten af juli bebyggelse fra den ældre jernalder. Udgravningen skyldes udstykning til sommerhusgrunde, og herfra kan man opleve en imponerende og vidtstrakt udsigt udover Jammerbugten og se helt til Bulbjerg over det brede bælte af tilsandet havbund omkring Klim.

På udstykningsområdet hærgede i årene omkring år 0 en voldsom brand i et hus under hvis tag, der både boede mennesker og dyr. Om folk og fæ blev indebrændt, ved vi ikke, da husgulvet med eventuelle rester af disse for længst er pløjet bort. Til gengæld findes store mængder brændt materiale i de huller, jernaldermenneskene gravede til husets trækonstruktion. Da forkullede materialer bevares godt, er der altid store forventninger til udgravninger af brandtomter. Forkullede korn og ukrudtsfrø fortæller om agerbruget og om menneskenes madvaner, og vi ser derfor frem til resultaterne af de naturvidenskabelige prøver, der bliver udtaget af jorden i stolpehullerne.

Men det er ikke kun branden, der gør huset interessant. Huset måler kun 3,6 meter i bredden og er dermed en miniatureudgave af datidens øvrige huse, der normalt måler knap 6 meter i bredden. Den ringe bredde forårsagede undren under udgravningen, indtil vi måtte indse, at huset blot er endnu et bevis på, at fortiden ikke kan sættes i kasser.

Desuden har vi indtil videre fundet tre bygninger fra tiden omkring 500-200 f.Kr., fra den periode arkæologerne kalder førromersk jernalder. Bygningerne udgør formentligt en eller flere gårde. På det tidspunkt lå bebyggelsen som oftest spredt, og egentlige landsbydannelser er sjældne. På den måde passer de førromerske huse ved Kollerup Klitvej godt ind i det billede, vi allerede har af datidens bebyggelse. Det i sig selv er vigtig viden at tage med fra stedet.

Området ser i perioder af oldtiden ud til at have været lidt af et hotspot, og det sker derfor med stor glæde, når Nordjyllands Historiske Museum en sjælden gang får mulighed for at åbne udgravninger i området. Trods talrige fredede oldtidsminder omkring udgravningsfeltet i form af storstensgrave fra bondestenalderen og gravhøje fra bronzealderen var det altså bebyggelse fra den ældre jernalder, der blev fundet på udgravningen ved Kollerup plantage. Udgravningen er dermed et væsentligt supplement til de fredede oldtidsminder, der ellers udgør vores primære viden om oldtidsmenneskenes færden i området.

njm njm

 

Nordjyllands Historiske Museum, Algade 48, 9000 Aalborg

 

 

Tlf. 99 31 74 00 - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

CVR 23035855 - EAN 5798003745701

 

Copyright (C) 2010 MS.