Nordjyllands Historiske Museum

 
Nordjyllands Historiske Museum arbejder med forskning, indsamling, dokumentation, bevaring og formidling af lokal- og kulturhistorie i Aalborg, Mariagerfjord, Rebild og Jammerbugt Kommuner.
På 14 udstillingssteder præsenterer vi dig for "Nærværende Historie"
 

Nordjyllands Historiske Museum • Algade 48 • 9000 Aalborg • Tlf. +45 9931 7400

8. august 2017

Arkæologiske udgravninger i Algade

Aalborg Kommune graver i Algade, og arkæologerne fra Nordjyllands historiske Museum kigger med, da der kan føjes nyt til historien om selve byens fødsel.

Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum har taget fat på at undersøge Algade i Aalborg midtby i forbindelse med, at Aalborg Kommune skal nedlægge kloakrør. Og det er ikke et tilfældigt sted i Aalborg, der graves. Det er i Aalborgs ældste del, hvor man kender den tidligste bebyggelse.

Vi ved, at Aalborg har rødder helt tilbage til den tidligste vikingetid i 700-800-tallet i den østlige ende af Algade, hvor Salling ligger i dag. Men vi ved ikke, hvordan det ser ud i den vestlige ende ved Budolfi Kirke. Vi håber, at vi i forbindelse med vores arkæologiske undersøgelser kan afklare, om også denne bydel går helt tilbage til samme periode, eller om den først dukker op i denne yngste del af vikingetiden i 1000-tallet. Tidligere undersøgelser har vist, at der i 1000-tallet i hvert fald blev handlet, vævet og lavet metalhåndværk i denne del af Algade.

Vi håber således at få ny viden om selve Aalborgs opståen, mens også spørgsmål om den yngre periode i middelalderen trænger sig på. Således bliver det eksempelvis spændende, om kirkegården ved Budolfi kirke også havde en udstrækning af betydning på den sydlige side af kirke, hvor Algade ligger i dag.

Spændende fund efter få dage

Allerede på de få dage, hvor udgravningen har været i gang, er der fundet rester af et hus fra 1500-tallet, der er fundet spor efter træbelægning af Algade i 1300-tallet – og ikke mindst er der fundet et ringspænde sammen med støberester fra en metalhåndværker. At det blev fundet med støberester giver anledning til at gisne om, at det fundne smykke muligvis er lavet i et værksted i Algade.

Lidt længere nede i jordlagene blev der desuden fundet en sølvmønt, som formentlig stammer fra 1000-tallet.

Både ringspændet og mønten skal nu undersøges nærmere af museets konservatorer, så det kan fastslås om ringspændet er lavet af sølv eller tin samt hvilken mønt, der er tale om.

De spændende fund kan løbende følges på Nordjyllands Historiske Museums Facebookside.

Mønt fra Algade   Ringspænde fra Algade

Mønt fra udgravningen i Algade

 

Ringspænde fra udgravningen i Algade

 

Nordjyllands Historiske Museum, Algade 48, 9000 Aalborg

 

 

Tlf. 99 31 74 00 - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

CVR 23035855 - EAN 5798003745701

 

Copyright (C) 2010 MS.