Udgravning i Vingårdsgade
Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum har de sidste godt tre uger fulgt jordarbejderne i Vingårdsgade og har bl.a. fundet træbyggede huse i et kvarter af byen, hvor garvning og forarbejdning af læder har været et vigtigt erhverv.
Specielt fundet af en del af Aalborgs bybefæstning har dog været opsigtsvækkende. Fundet har bestået i en bred vold, og arkæologerne har med det blotte øje kunnet iagttage de mange lag af jord, sand og ler, som volden er bygget af.
De skråt liggende lag viser tydeligt, hvordan fyldmasserne er hældt på, og på indersiden af volden er der fundet pæle, som har fastholdt disse fyldmasser og forhindret dem i at skride ud. Volden er gennem tid blevet vedligeholdt og udvidet ved påfyldning af yderligere jord og ler. Vandret-liggende tømmer direkte bag volden er måske rester af en voldgade.
Fra andre udgravninger ved arkæologerne, at volden var godt 20 meter bred og mindst to meter høj. Direkte foran volden har der ligget en ca. 20 meter bred voldgrav, og arkæologerne regner med at støde på graven ved de fortsatte udgravninger i Vingårdsgade.
Endnu er fundet af bybefæstningen i Vingårdsgade ikke dateret, men fra tidligere undersøgelser vides det, at befæstningen blev anlagt omkring 1320 i en periode af Danmarkshistorien, hvor landet var præget af stridigheder og opløsning.