Foto: Michael Vinter,
Moesgård Museum

I sommeren 2008 overfløj museets arkæologer udvalgte områder i den østlige del af Limfjorden. Årsagen var, at bopladsspor fra oldtiden pga. tørke kunne erkendes som afgrødespor i de dyrkede marker. Stolpehuller fra oldtidens huse var typisk nedgravede 40-80 cm i undergrunden, og ved fraflytningen af husene er disse huller blevet opfyldt med jord, potteskår og andet affald. Dette giver fortsat gode vækstbetingelser for afgrøderne flere århundreder efter, at bopladsen for længst er blevet opgivet og siden gemt og glemt under den danske muld.

Vest for Frejlev kunne arkæologerne på luftfotos erkende stolpehullerne fra et ca. 20 meter langt langhus, og et studie af andre luftfoto viste tydeligt, at dette langhus indgik i en større boplads fra jernalderen. Mere præcist fra århundrederne omkring Kristi fødsel. Datidens langhuse var opbygget ved to parallelle rækker af indre stolper, der bar tagets vægt. Først i middelalderen anvendes en konstruktion, hvor husets vægge har kunnet bære hele tagets vægt. Husets vestlige halvdel var som regel udlagt som beboelsesdelen, mens den østlige del blev anvendt som stald. Det er typisk sporene fra de tagbærende stolper, der kan erkendes som afgrødespor i tørkeperioder.

I vinteren 2012-2013 har Nordjyllands Historiske Museum foretaget arkæologiske udgravninger af bopladsen i forbindelse med et rørarbejde. Dele af bopladsen var blevet ødelagt, da et eksisterende rør blev anlagt for nogle årtier siden. De arkæologiske undersøgelser var begrænset til det nye tracés bredde, og ingen huse blev udgravet i deres fulde udstrækning. I det nord-syd-gående tracé blev beboelsesdelen i et langhus delvist undersøgt. Husets ildsted og det tilhørende gulvlag var endnu bevarede, og potteskår fundet på husets gulv daterer dette til midten af det 1. årh. f.Kr. Et studie af de omtalte luftfotos viser, at husets staldende er placeret øst for traceet, hvor den fremstår som en mørk rektangulær aftegning i kornmarken.

De arkæologiske undersøgelser vest for Frejlev har givet et lille indblik i bopladsens udstrækning, datering og bevaringsgrad. Landsbyens størrelse samt organisation kan dog ikke erkendes ud fra den begrænsede undersøgelse, men måske vil fremtidige anlægsarbejder i området foranledige nye arkæologiske undersøgelser, der kan besvare disse spørgsmål.