Nordjyllands Historiske Museum

 
Nordjyllands Historiske Museum arbejder med forskning, indsamling, dokumentation, bevaring og formidling af lokal- og kulturhistorie i Aalborg, Mariagerfjord, Rebild og Jammerbugt Kommuner.
På 14 udstillingssteder præsenterer vi dig for "Nærværende Historie"
 

Nordjyllands Historiske Museum • Algade 48 • 9000 Aalborg • Tlf. +45 9931 7400

Flere spændende fund ved huse i Nibe

Arkæologer fandt farvel-gaver til 4000 år gammelt hus

Det kom som lidt af en overraskelse for arkæologer ved Nordjyllands Historiske Museum, da de for et par måneder siden fandt hustomter fra stenalderen på Skalhøje ved Nibe. Tidligere undersøgelser i området havde nemlig ikke givet anledning til at forvente stenalderbebyggelse her. Nu er udgravningerne på den 4000 år gamle boplads afsluttet, og selv om fund og registreringer ikke er færdigbearbejdede, kan der allerede nu berettes om nogle spændende resultater.

Udgravningen afslørede seks hustomter fra den sene stenalder. På dette tidspunkt byggede man aflange huse. I nogle huse nedgravede man gulvet i husets ene ende indtil ½ meter. De seks hustomter på Skalhøje har mange fællestræk – bl.a. har de alle haft nedgravede gulve i den østlige del, og selve nedgravningerne ligner hinanden meget. Det fortæller at man har haft en ganske bestemt opfattelse af, hvordan et hus skulle udformes på stedet.

Én af hustomterne afslørede særlig mange interessante fund. Her fandtes på husets gulv to ødelagte stenøkser. Økserne kan meget vel være blevet lagt på husets gulv i forbindelse med, at beboerne er flyttet fra huset, da det var udtjent. På dette tidspunkt var det ikke ualmindeligt at ”give gaver” til sit gamle hus – måske som en slags farvel og tak.

I samme hustomt var der i det nedgravede gulv i østenden gravet et hul, der havde form som en grav: Den var aflang, siderne var lige og bunden flad. Desværre fandtes ingen skeletrester eller gravgaver, som med sikkerhed kunne fortælle, at der var tale om en begravelse i huset.

Efter nogle generationer er bebyggelsen på Skalhøje ophørt. Hvad grunden til det kan være, kan vi kun gisne om. Der kan være indtrådt en katastrofe som sult eller sygdom, eller det kan være, at man har øjnet bedre muligheder andre steder. Efter en periode på omkring 1000 år er folk dog flyttet til igen. I mellemtiden er det blevet bronzealder. Hustomterne er stadig aflange, men uden nedgravede gulve. Til gengæld ses de karakteristiske rester af en jordovn inde i hver hustomt. Mellem bronzealderen og de nyere udstykninger kender vi endnu ikke spor af bebyggelse på Skalhøje.

Nibe flintøkse Karen Povlsen-1

Sådan ser en glad arkæolog ud, når hun lige har fundet et stykke af en flintøkse i et stenalderhus. Her er det Karen Povlsen fra Nordjyllands Historiske Museum.

 

Nordjyllands Historiske Museum, Algade 48, 9000 Aalborg

 

 

Tlf. 99 31 74 00 - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

CVR 23035855 - EAN 5798003745701

 

Copyright (C) 2010 MS.