Vølven på Fyrkat – og hendes dåseformede gotlandske spænde Cand.Mag. K.R.Hedegaard

Da grav IV på Fyrkats gravplads i oktober 1954 skulle undersøges, havde man store forventninger. Set i overfladen var graven tydeligvis større end de øvrige på gravpladsen. Udgraveren Svend Søndergaard blev ikke skuffet.

Den store – og dybe – øst-vest orienterede jordfæstegrav indeholdt de meget sparsomme rester af en kvinde gravlagt i en vognfading. Begravelser i vognfadinger er usædvanlige og sjældne. Også gravgodset skulle vise sig at være usædvanligt. Kvinden havde været iført en blå dragt med udsmykninger i guldtråd. Ved hendes fødder stod et træskrin med et ubestemmeligt indhold, et par drikkehorn og en kort jernstav beslået med messingbeslag. To snoede sølvringe i fodenden måtte tolkes, som at kvinden havde båret sølv-ringe om to af sine tæer. En sådan kropsudsmykning kendes ikke fra andre af vikingetidens kvindegrave.

 

Det dåseformede spænde fra Fyrkat, 3. forsøg på genskabelse. Det ufærdige smykke endnu adskilt i sine enkelte dele.		Dåseformet spænde type 7b replika Nr. 1. Ukomplet spænde som grav 4 fra Fyrkat. "Forsølv. og forgyldning".

Fyrkats Vølve

Nogle gravgaver er mere typisk og dagligdags udstyr for en vikingetidskvinde: Hvæssesten, kniv, jernsaks, tenvægt og enkelte glasperler. Et stort stegespid henføres derimod gerne til vikingetids kvinder med en mere speciel status. Et lille sølvsmykke udformet som en stol understregede denne særstatus. I grav IV var en seerske – en vølve - gravlagt. Hun synes også at have kunnet udøve trolddom – ”at gøre sejd”, tolket ud fra fundet af nogle euforiserende bulmeurt-frø. Ikke kun vølve – men også såkaldt sejdkone. Udtrykket vølve kan også oversættes som ”stav-bærer”. Det store stegespid i grav IV kunne her være staven.

De nævnte gravgaver kunne alle have været lokalt fremstillet, men fire genstande var det med sikkerhed ikke. En lille 6 cm høj bronze-kasserolle. En såkaldt Khourasan-kop. Denne menes at stamme fra det østlige Iran. Et endnu mindre kobberbæger med lodret krave - meget atypisk for Skandinavien. Nogle små sølvblik udformet som svømmefuglefødder. Disse menes at stamme fra Rusland. Sidst, men ikke mindst, et såkaldt dåseformet gotlandsk bronzespænde. Dette runde spænde var beskadiget – og nogen havde søgt at omdanne det til et lille bæger.

En vikingetidskvinde kunne have evner indenfor f.eks. sygdoms-bekæmpelse, have et talent til at forudsige begivenheder – og måske kendte hun endda et par nyttige trylleremser. Dette gjorde hende ikke til en vølve – men mere bogstavelig talt til en klog og ressourcefuld kone. Det, at være en vølve, må nærmere betegnes som et regulært fuldtidserhverv. En vølves funktion i vikingetidens samfund bestod primært i at forudsige folks skæbner, at kunne se det usete – og ofte var hun også i stand til at kaste forbandelser over folk. Skal vi forstå sagaerne ret – så levede vølven på grænsen imellem menneskenes verden og den mere spirituelle verden. Derfor var en vølves arbejde stærkt ritualiseret. Hun blev – efter behørig indbydelse – bragt i vogn til de forskellige gårde. Her blev hun budt på en ganske speciel kost: Ifølge Erik den Rødes saga bliver Thorbjørg Lillevølve serveret en ret bestående af dyrehjerter af alle de dyr som levede på gården. Hun placeres i en særlig stol – som står på en såkaldt sejd-platform. Det lille sølvstolesmykke fra grav IV regnes for en reference til netop en sådan rituel stol.

En vølve var mere frygtet end respekteret – og det kunne være risikabelt at være vølve. Dette skyldes måske, at de i kraft af deres erhverv synes at stå uden for ætten – og i det hele taget havde en slags parallel status i forhold til vikingernes accepterede samfundsorden: Træl, løysing (frisat træl), fri bonde, jarl og konge. Man tvivlede ofte på, hvor vølvens loyalitet lå – selv i deres forhold til konger. Et eksempel: I Rolf Krakes saga indkalder kong Frode vølven Heidr til en stor fest i kongshallen. Heidr får til opgave at igennem trance at kundgøre, hvem som stræber kong Frode efter livet. Svaret var ikke svært: De to unge mænd Roar og Helge, hvis fader Halfdan, kong Frode har myrdet. Men kong Frode er ikke tilfreds med svaret. Han ønsker også at vide, hvor Roar og Helge opholder sig – og under hvilke dæknavne de gemmer sig. Vølven Heidr trues uden omsvøb med tortur, hvis hun ikke her og nu bliver lidt mere præcis i sine oplysninger. Forinden har brødrenes søster Signy bestukket Heidr med en guldring for at fortie, at Roar og Helge er tilstede ved selve festen. Heidr vælger at udpege brødrene, men springer samtidigt og uventet ned fra sin sejdplatform, hvilket skaber tumult i hallen. Under den opståede uro lykkes det Roar og Helge at flygte.

Vølven i grav IV er til tider blevet beskrevet som Kong Haralds Vølve. Dette skyldes alene det faktum, at hun er blevet begravet ved en ringborg, som kong Harald har ladet opføre. Vi ved dog ikke, om de to nogensinde har mødtes. Men set fra en vølves perspektiv har det været særdeles fordelagtigt at opholde sig på – eller ved – Fyrkat ringborgen. Borgen – i kraft af at være en militær tvangsborg - må nødvendigvis have haft et kommunikationssystem med de øvrige fem og samtidige ringborge i Danmark og Skåne – og selvfølgelig kong Haralds Jelling og øvrige kongsgårde – samt handelsbyer og handelspladser som f.eks. Hedeby, Åhus, Kaupang og Ribe. Hvis Vølven kunne få adgang til landsdækkende informationer om indre oprør, udefra kommende angreb, misvækst, priser på handelsvarer m.v.; så har hun stået velrustet i sin opgave som en seerske, der kunne forudsige folks fremtid. Hun har måske også selv været en vigtig del af kong Haralds informations netværk – kong Haralds spion, om man vil. I kraft af, at Fyrkats vølve blev indbudt til de vigtige familiers gårde, har hun kunnet opsnappe oplysninger om, hvorledes gårdens beboere stod politisk i forhold til Harald, hvor velhavende de reelt var mht. beskatning, hvor mange våbenføre unge mænd der var på gården osv.

En vølve måtte også se ud som en vølve. Man måtte simpelthen klæde sig og udstyre sig efter rollen. Her har i det mindste Fyrkats vølve gjort sig store anstrengelser. Hun har bevidst akkumuleret eksotisk udstyr som Khourasan koppen, svømmefødder-vedhænget og det gotlandske spænde. Hun har næppe selv personligt indhentet udstyret i både Iran, Rusland eller på Gotland. Men hun har måske ikke haft noget imod at folk troede, at hun havde gjort det. Udstyret har hun kunne skaffe sig igennem handelsmænd – og i kraft at sit erhverv som gaver eller betaling for sine tjenester.

 

To gotlandske dåseformede spænder  med henholdvis støbt-i-et tagfigurer (knudedyr) og pånittede mere flade tagfigurer.

 

Det Dåseformede Spænde

Det gotlandske dåseformede spænde fra grav IV har længe stået i forgrunden ved studier af Fyrkat. Det var indtil for få år siden det eneste smykke af sin art i Danmark. Til fascinationen af smykket hører også, at øen Gotland i Østersøen kulturelt hører til den skandinaviske vikingetids verden – og så alligevel på nogle områder udskiller sig med egne helt særprægede smykketyper og en noget anderledes samfundsstruktur. Læg hertil, at det ikke er logistisk umuligt at Fyrkats vølve på et tidspunkt i løbet af sin levetid selv har været på Gotland – om end hun næppe stammede derfra.

De gotlandske dåseforme og dyreformede spænder hører klart til en gotlandsk vikingetidskvindes dragt. Kvinderne i det øvrige Skandinavien gik indtil slutningen af det 10. årh.e.kr. med to ovale skålformede brocher i stedet for to dyreformede – og som så kaldt ”tredje smykke” (kappe-spænde) brugte man trefligede eller ligearmede spænder – i stedet for dåseformede spænder. De gotlandske smykker definerer en kvinde primært etnisk – hun er fra Gotland. De ovale spænder definerer en kvinde først og fremmest statusmæssigt som værende relativt velhavende og muligvis også religiøst – som værende asatro. Der var meget få kvinder vest for Gotland, som var motiverede til at bære dåseformede og dyreformede spænder. Så hvorledes havner et dåseformet spænde i en grav ved ringborgen Fyrkat i Jylland engang i sidste halvdel af det 10. årh.e.Kr.?

I et par grave ved den kosmopolitiske vikingetidshandelsby Birka vest for Stockholm er der gjort fund af gravudstyr, som er en blanding af gotlandsk og ”fastlands” skandinavisk materiale. Vi forestiller os her, at vi har at gøre med grave tilhørende kvinder, som var indgifte fra Gotland. Lignende grave kendes også fra specielt de baltiske lande – her drev gotlænderne i den tidlige vikingetid intensiv handel.

En anden mulighed har længe været noget overset: Skrothandel med bronze og messing. Gamle nedslidte smykker og redskaber, forældede smykketyper. Dette har været en naturlig del af en vikingetidig metalhandlers opkøb og videresalg. Læg hertil en interesse hos en bronzestøber for andre bronzestøberes teknologi. Det kan påvises, at støberne på Gotland løbende inddrog ”fastlands-ornamentik” på deres produkter – og visse støbeteknologiske karakteristika. Bronzestøberne i det egentlige Skandinavien har omvendt også haft en interesse i at studere smykker fra Frankerriget, England – og Gotland. Den nemmeste måde at gøre sig et sådant studie – var simpelthen at anskaffe sig smykker fra de nævnte områder. En bronzestøber i Jylland kunne derfor udmærket være aftager af et par gotlandske smykker. Først til studie – senere nok til omsmeltning. Måske skulle her nævnes, at simple mindre dåseformede spænder var meget populære uden for Gotland. Men ikke som smykker. De blev omarbejdet til vægtlodder. Et sådant eksemplar kendes fra Hedeby – og hele fem eksemplarer fra Skåne.

Ifølge Gutasagaen kapitel 2 (nedskrevet omkring år 1200 e.Kr.) blev Gotland under hedensk tid hærget af fremmede konger. På øen indføres officielt kristendommen i år 1030 e.Kr. Gotland var selvfølgelig også mål for uønskede besøg. Dette kunne være danskere, nordmænd, svenskere, baltere eller slaver. Formålet med et angreb kunne være erobringsforsøg – men var som oftest slet og ret regulære plyndringstogter. Til begæret plyndringsgods hørte også guld- og sølvbeslåede bronzesmykker. I sig selv havde et enkelt dåseformet spænde ikke den store værdi. Men det kunne kvinden, som bar det, udmærket have. Det var gængs ved vikingeangreb at tage kvinder som gidsler med henblik på en klækkelig løsesum. Blev en kidnappet gotlandsk kvinde ikke købt fri efter en forskreven tid, så risikerede kvinden at gå fra at være ”hærtagen” til at blive træl.

De rige gotlandske kvinder bar så at sige deres egen varedeklaration på brystet. Jo fornemmere smykker – jo mere interessant som mål. På Gotland kendes flere depotfund med guld og sølvbeslåede dåseformede spænder samt andet kostbart kvindeudstyr. Måske resultatet af, at visse velhavende kvinder i al hast (forgæves?) har søgt at gøre sig mindre attraktive ved et truende angreb? De mere simple dyrehovedformede spænder lå ikke i disse depotfund. Disse har kvinderne vel beholdt for dog at holde deres dragt sammen.

Muligvis blev ikke alle smykker leveret tilbage med den frikøbte gotlandske kvinde? Vi har i det mindste lov til at formode følgende: Hvis hun ikke blev frikøbt – så blev hendes smykker, ganske som hende selv, omsat til højestbydende. Måske stammer det oprindeligt kostbare dåseformede spænde fra Fyrkat grav IV fra netop en sådan affære?

 

Dåseformet spænde type 7b replika Nr. 3. Opbygning af bundplade i voks.		Dåseformet spænde type 7b replika Nr. 3. Påsætning af hjørnestolpe.

 

Datering og Type

Smykket fra grav IV er af en såkaldt Type 7b (efter Thunmark-Nylén 2006 revision, tidligere benævnt fasson Gbl.4 efter Thunmark-Nylén 1983). Kronologisk ligger starten af deres produktion i første halvdel af det 10. årh.e.Kr. Slidte eksemplarer kendes fra gotlandske gravfund dateret til det 11. årh.e.Kr. Næsten identiske smykker har altså på Gotland været i brug samtidigt med, at Fyrkats vølve benyttede sit i anden halvdel af det 10. årh.e.Kr.

Vi har her at gøre med et såkaldt kombinationssmykke. Det bestod oprindeligt af hele tolv forskellige dele – samt diverse messingtråd, en hel del yderst tyndt (0,1 – 0,2 mm) påloddet, fastkilet og fastnittet sølvblik og fem små jernkiler. Syv af disse tolv dele var i støbt kobberlegering, en var en snoet sølvtråd og de fire øvrige var små trekantede guldblikbeslag. Smykket var i øvrigt delvist lueforgyldt. På Fyrkatspændet er kun to dele bevaret – samt lidt messingtråd, en enkelt jernkile og en forbavsende stor del af sølvblikket. Den ene del udgør til gengæld størstedelen af spændet – gerne kaldet for ”trommen”. På denne sidder endnu en af de oprindeligt fire hjørnestolper fastgjort med sin jernkile. Sølvtråd og guldblik, samt bundplade og centerknop var formentligt fjernet en rum tid før, at smykket kom med i vølvens grav.

Trommen er eksklusiv sine firebenede knudedyr på ”taget” i sin nuværende form 3,5 cm højt og med en nedre diameter på 6,0 cm og med en øvre diameter på 5,8 cm. Knudedyrene lægger ca. 1,2 cm til højden. De fire knudedyr er støbt i ét med trommen. Derfor skal tromme og knudedyr regnes som værende kun én enkelt del. Andre stærkt beslægtede dåseformede spænder har fire separat støbte mere flade dyr på taget. Ikke vores spænde.

Knudedyrene på spændet er meget medtagne. Specielt oven på deres noget nedslidte hoveder. Sidstnævnte slid er sikkert opstået, fordi vølven benyttede smykket som et lille improviseret bæger. Vendt på hovedet står ”bægeret” – som jo er berøvet sin opragende centerknop – glimrende på sine ”knudedyrs-fødder”. Men ca. tyve huller gjorde bægeret noget utæt. Disse huller har oprindeligt holdt tagets guldblik og centerknop samt sidernes manglende tre hjørnestolper. Vølven har løst dette problem ved at udfylde hullerne med smeltet bly. Hun kunne også have anvendt bivoks, men så ville bægeret ikke kunne holde en varm væske. Blyet er i dag for en stor del omdannet til bly-karbonat. Dette har givet anledning til teorier om, at bægeret indeholdt blyhvidt, og at vølven brugte dette middel til at farve sit ansigt hvidt i forbindelse med sit virke. Men her er blot tale om bly til at tætne huller med.

Smykket har fire rektangulære ornamentfelter på sine sider – sat imellem hjørnestolperne. Et af disse felter er beskadiget. En lille del af væggen mangler – sammen med en her placeret nittefod. Trommen havde oprindeligt fire nittefødder til montering af bundpladen med dens nål. Hvis ikke denne skade er opstået under udgravningen, så kunne det synes som om en metal-ukyndig person noget brutalt med f.eks. hammer og mejsel, har søgt at frigøre bundpladen. Under operationen blev smykkets ene væg utilsigtet beskadiget. Den sene vikingetids gotlandske spænder har særdeles solide nitter.

I 2015 har vi på Vikingecenter Fyrkat en fornyet fokus på vølven fra grav IV – og i særdeleshed hendes gotlandske spænde. I hverdagene i uge 31-32 vil der i smedjen på Vikingecenteret blive arbejdet med fremstilling af et komplet type 7b spænde. Der blev i foråret 2015 fremstillet frihåndsmodeller i voks til et komplet spænde. Fire bronze-replikkaer er allerede støbt og indgår i formidlingen på centeret. I smedjen vil der blandt andet blive arbejdet med opbygning af ler-støbeforme til de forskellige nødvendige dele til spændet – og der vil blive gjort forsøg med den meget specielle sølv-platterings teknik, som pryder smykker af denne type. Der vil være en mindre udstilling af et type 7b spænde adskilt i sine samtlige tolv dele, samt andre gotlandske dåseformede og dyrehovedformede spænder. Der vil i udstillingen også være ovale ”fastlands” spænder og mange andre smykkeformer fra vikingetiden.

 

Litteratur – i udvalg:

Lindkvist, T., 1983. Gotland och Sveariget. I Gutar och Vikingar. Stockholm 1983, s. 281-287.

Pentz, P., Panum Baastrup, M., Karg, og Mannering, U., 2009. Kong Haralds vølve. I Nationalmuseets Arbejdsmark 2009, s.215-232.

Price, N.S., 2002. The Viking Way. Religion and War in Late Iron Age Scandinavia. S.112-119 og s. 149-157. Aun 31. Uppsala.

Roesdahl, E., 1977. Fyrkat. En jysk vikingeborg. II. Oldsagerne og gravpladsen. København.

Thunmark-Nylén, L., 1983. Vikingatida dosspännan – teknisk strategrafi och verkstadsgruppering. Aun 4. Uppsala.

Thunmark-Nylén, L., 2006. Die Wikingerzeit Gotlands bd. I-VI. Kungl. Vitterhets Historie och Antikitets Akademien. Stockholm.