Ny udstilling om livet på hjul
Cirkusmuseet åbner beboelsesvogn og pakvogn
Gennem mange år har cirkus- og tivolifolk haft en tilværelse, hvor de flyttede sig fra sted til sted, og hvor deres hjem havde hjul. Den historie fortæller Cirkusmuseet i Rold i en helt ny udstilling kaldet Livet på hjul. Her kan man opleve både en original beboelsesvogn med inventar og en gammel pakvogn med en lille udstilling, der fortæller om de rejsende folk og vognenes historie.
Udstilllingen og de renoverede vogne kan besøges i museets åbningstid.
Begge vogne har gennem mange år kørt på de danske landeveje og har nu gennemgået en omfattende restaurering. Vognene har tilhørt en familie af tivolifolk, og grunden til, at de i dag befinder sig på et museum om cirkus er, at de fortæller en historie om en særlig livsstil, som cirkusfolk og tivolifolk har til fælles – nemlig Livet på hjul.
I dag forbinder man primært tilværelsen på hjul med cirkus- og tivolifolk. Men kigger man længere tilbage i historien, har mange forskellige erhverv haft samme vilkår, og deres udøvere har – modsat den bofaste befolkning – bevæget sig fra sted til sted. Mange af disse rejsende var forhenværende soldater, der i slutningen af 1800-tallet indvandrede fra Tyskland til Danmark. Her gik de på de danske landeveje og tjente til livets ophold som fx skærslibere, musikanter, gøglere eller børstenbindere. Efterkommere af disse slægter, der bl.a. hedder Enoch, Mundeling, Altenburg og Sambleben, kom senere til at stå bag nogle af de mange cirkus, der gennem tiden har turneret i Danmark.
Tungt læsset lastbil efterspændt med to vogne fotograferet i 1939. Forrest ses Olga og Alfred Fiedel, der ejede beboelsesvognen, der nu står på Cirkusmuseet. (Foto: Reno Fiedel) |
For børn kunne sommerens rejse være lidt af et eventyr. Her ses tivoliejer Alfred Fiedels barnebarn som ung karruselpasser i 1950. (Foto: Reno Fiedel) |
Cirkusmuseets to vogne
De to vogne på cirkusmuseet har tilhørt familien Fiedel, der var tivolirejsende. Martha og Wilhelm Fiedel rejste til Aarhus i 1890’erne, hvor de etablerede et gartneri og forskellige handelsvirksomheder. Da Wilhelm i 1912 besluttede at udvide forretningen med at investere i en karrusel, fik det stor betydning for flere generationer i familien. Wilhelm fik opbygget en solid forretning med tivoli, og efter en årrække rejste det meste af familien rundt med tivoli.
Sønnerne fik smag for livet på landevejen og tilbragte deres ungdom som ”knyster” – medhjælpere i farens tivoli. Sønnen Max Fiedel etablerede sig i 1929 som selvstændig karruselejer, og pakvognen med den nye udstilling har tilhørt ham. Den har været anvendt til at transportere den hestekarrusel, der gjorde ham berømt i hele Danmark, da Aarhus-bandet Gnags skrev en sang og gav han hæderstitlen ”Karruselkongen Mr. Swing King”.
Hans bror, Alfred Fiedel, etablerede i 1935 sit eget tivoli, som han og hustruen Olga rejste med de følgende 20 år. Alfred var den sidste ejer af begge vognene på Cirkusmuseet, og beboelsesvognen var hans hjem hans sidste 20 leveår. Vognen står nu, som Alfred indrettede den i 1970’erne, hvor den stod permanent i hans søns have i Aarhus. Ved Alfreds død i 1986 blev både beboelsesvognen og pakvognen skænket til Cirkusmuseet af efterkommerne.
Restaureringen
Begge vogne på Cirkusmuseet har gennem de sidste år gennemgået en omfattende restaurering. Selv om vognene er bygget til at stå ude i al slags vejr, var de efter 30 år bag ridehuset i Rold blevet godt medtagne af kulde, regn og sol.
Restaureringen blev påbegyndt i 2016, og det rådne træværk og tag er blevet udskiftet. Beboelsesvognens møbler og andet inventar har været på Bevaringscenter Nord, hvor det er blevet repareret og konserveret. De gamle træhjul var voldsomt angrebet af råd, og der blev efterfølgende fremstillet bl.a. nye fælge i overensstemmelse med hjulmagerhåndværkets gamle metoder. Vognene vil for fremtiden være bedre beskyttet mod fugt, idet der bl.a. er blevet installeret en affugter, der kan holde både træværk og inventar tørt hele året rundt.
Udstillingen og restaureringen er muliggjort med støtte fra Cirkusfonden.